Vi startede dagen med vores normale rutine, i dag stod vi igen lidt sent op, fordi vi kun har 10 minutters kørsel til dagens hovedmål, Preikestolen.

Preikestolen er et fjellplateau der 604 meter over havet skyder ud over Lysefjorden. Plateauet er nærmest fladt, ca. 25×25 meter. Man tror at det var en frostsprængning for 10.000 år siden som dannede Preikestolen. Preikestolen har en flere meter dyb sprække tværs over plateauet som formentlig også er et resultat af frostsprængninger.

Som vi stod på parkeringspladsen og gjorde klar til at gå, begyndte regnen at dryppe stille ned fra en meget overskyet himmel. Vi kunne også se at der var noget diset oppe i bjergene. Derfor ville vi nok ikke opleve den bedste udsigt deroppe fra idag. Men vi satte alligevel igang med er raskt tempo. Turen til Preikestolen er kun 8 km i alt, altså ud og hjem igen, hvilket jo kun er en lille spadseretur for os, efter Trolltunga. Vi kunne dog ikke bare flyve afsted. Ruten var fyldt med spændte turister og de første 2 km gik vi i kø. Lidt trælst, men det er hvad man må leve med engang imellem. Der er alligevel 300 000 besøgende om året. Fodfæstet på ruten bestod næsten kun af sten, både på de få flade stykker og også når det gik stejlt opad. Opad gik det næsten hele turen. Da vi endeligt kom fri af den værste trafik satte vi tempoet en smule op. Trods disen bød turen på nogle rigtig flotte udsigter.

Vores kroppe havde det rigtig godt og var friske oven på den rolige dag igår. Faktisk havde vi så meget overskud at vi lige løb om kap de sidste 200 m og ad klippevæggen til Preikestolen.

Da vi endelig kom ud til Preikestolen, kunne vi ikke se mere end 2 meter ud fra plateauet. Lidt ærgerligt da der skulle være en rigtig flot udsigt deroppe fra, men det var sjovt at opleve alligevel. Man fik slet ikke den samme fornemmelse af at man stod på spidsen af en klippe med flere hundrede meter ned lige foran. Alligevel holdte vi os fra kanten. Ihverfald nogenlunde.

Efter at have brugt noget tid på plateauet og spist lidt mad, begav vi os ned igen. På vejen ned fik vi fornemt besøg af Onkel Jakobs norske kollegaer i en redningshelikopter. Den kom flyvende 15 meter over hovedet på os, kredsede lidt rundt og ledte efter et sted at lande. Årsagen til deres besøg var dog ikke så sjov. Da vi havde nået parkeringspladsen for foden af bjerget, så vi den lette med en redder og en patient hængende i reb under den. Den landede på en parkeringsplads lidt væk. Vi ved ikke hvad der var sket. Forhåbentligt var det bare en der var vrikket om og ikke selv kunne komme ned. Det slår mig ikke til at have været en billig omgang, men hold da op for en udsigt man må have, når man dingler der under helikopteren. Meget sjovt at se helikopteren så tæt på at man næsten blev blæst omkuld. Vi fik da også et vink fra redderen da han åbnede sidedøren.

Beste som vi havde forladt parkeringspladsen, mistede jeg al forbindelse på min telefon. Da Olivers telefon af andre årsager ikke har virket siden d. 04/07 var dette lidt et problem. Vi bruger konstant GPSen på min telefon (og Spotify til fed musik) og stedet vi skal hen i morgen, er ikke lige et man kan finde på et kort. For slet ikke at tale om problemet med færgebilletter og andre ting jeg har på telefonen. Pis og lort. Der var intet at gøre, og meldingen fra Oister (jeg kunne godt ringe) var at mit Sim-kort var ved at være gammelt og derfor måske sang på sidste vers). Vi satte derfor kurs mod syd og håbede på at finde nogle vejskilte mod Kristiansand. Efter lidt kom vi forbi en turistinformation, hvor vi gratis fik 2 kort over Sydvest Norge. Så langt så godt. Vi arbejdede så godt vi kunne ud fra kortene og kom længere mod syd. Det er jo ikke fordi vi ikke kan finde ud af at navigere med kort, og i sig selv kunne vi også bare køre til vi så skilte mod storbyer. Men når man lige står og har behov for GPS og så helt ud af det blå bliver nød til at omstille sig til alternativer, var det hele lidt trælst. Efter at have kørt rundt lidt, fandt vi ud af, at kortene vi havde fået ikke var detaljeret nok. Der var ingen vejnavne eller bynavne. Der var udelukkende kommunenavne, og kortene var enligt beregnet til at køre en bestemt rute, hvorpå man kunne se nogle afmærkede seværdigheder. Alle disse var placeret nord for, hvor vi skulle hen. Vi kørte derfor tilbage til turistinformationen, lånte pænt deres wifi til at indlæse vores rute på GPS. Så håbede vi bare på at den ville huske turen når den mistede forbindelse. Det gjorde den heldigvis og vi kom også frem til vores destination. Destinationen hed Adventure Norway og ligger ad en lille grusvej i Bjelland. Her overnatter vi sammen med en del andre campister, herunder en hel flok danskere.

Noget af en dag, der ikke helt er gået efter planen. Vi har dog fået det hele til at fungere med de ressourcer vi har haft til rådighed. Så må vi se, hvordan vi får de sidste par dage til at fungere uden internet. Mon ikke det nok skal gå.