Jep, jeg fløj simpelthen til Grønland på first class. Det var ikke noget jeg havde bestilt, men man siger da ikke nej tak til en opgradering når den er til first class. Så fredag d. 22 Marts klokken meget tidligt satte jeg mig til rette i AirGreenland flyveren fra Kastrup mod Kangerlussuaq, tidligere kendt som Sønder strømfjord navngivet efter den 190 km lange fjord der strækker sig helt fra Grønlands vest kyst og ind til Kanger. Kangerlussuaq betyder på grønlandsk “stor fjord”.

Kangerlussuaq er en bygd, ikke en by da den ikke har nok indbyggere (508) til at blive betegnet som en, og er enligt en gammel militær base oprette af amerikanerne i 1941 som et reorganiserings punkt mellem USA og Europa, og dels for af kunne holde kontrollen over aktis overfor tyskerne. De valgte Kangerlussuaq som base fordi der her er forholdsvis “mildt” klima sammenlignet med andre steder i landet. Bygden ligger langt inde i landet og har derfor fastlandsklima hvilket fører til mildere vinde og vejr generelt. Det er kun cirka 4 gange om året at vejret er så dårligt at man ikke kan lande et fly, i modsætning til næsten 4 uger om året i Nuuk. Derfor forgår alt flytransport ind i landet også igennem Kanger og herfra med mindre fly til de andre byer.

Amerikanerne har oprettet hoveddelen af den “gamle” bydel og selvfølgelig lufthavnen, hvilket tydeligt kan ses i bygden. Der er for eksempel en gammel bowling hal, en basket hal, svømmehal, en masse gamle radar stationer, og på bygdens losseplads står stadig alle de gamle amerikanske køretøjer såsom lastbiler, tankvogne, traktorer mm., hvor der fint på siden står “US Airforce”. Også landskabet bære præg af de gamle tider. Her har vi blandt andet bjergene “Black Ridge” og “Sugar Loaf”, søen “Lake Ferguson”, hvorfra bygden får sit drikke vand, og selvfølgelig “Russell” gletsjeren. Det er bare nogle af de kendetegn i naturen som amerikanerne har navngivet.

Nå men tilbage til flyveturen. Turen til Kanger tager cirka 4t45min, så ikke en kort tur, men heller ikke voldsomt lang. Undervejs fik vi serveret en lækker morgenmad, og af drikkevarer kunne vi få lige hvad vi ønskede (ihverfald af hvad de havde med ombord). Til morgenmad fik vi en lækker omelet, med stegte cherrytomater, en pølse, laks, brød, ost, “frisk” frugt og en kop te/ kaffe. Virkeligt lækkert, nok det bedste fly mad jeg har fået.

Flyveturen gik helt uden problemer, dog med lidt turbulens som kan forventes. Vi landede til en smuk blå himmel, høj solskin og -23 grader. Jeg skal sige jer, at jeg var lidt spændt på at skulle gå fra flyveren og ind til terminalen iført mit “dansker” tøj. Men ud skulle jeg, så jeg tog jakke, hue og handsker på og begav mig ned af trappen fra flyveren. Den Grønlandske luft er enormt tør, hvilket også resulterede i et par korte host ved de første indåndinger. Ud over det var det faktisk slet ikke så slet med de -23, solen varmede godt og der var ingen vind, det føltes nærmere som hvad vi er vant til derhjemme fra når temperaturen er omkring 3-5 grader. Så slet ikke så slemt.

I lufthavnen blev jeg hentet af Kim, som er stationsspecialist hos Arktisk kommando her i Kanger, de støtte bl.a. SAR beredskabet, står for modtagelse af VIP’s og generel vedligeholdelse af deres faciliteter, køretøjer mm. Kim kørte mig en tur gennem bygden, fortalt om de forskellige steder og derefter hjem til Benediktes lejlighed

Benedikte var i Nuuk med arbejde for at besøge Arktisk kommandos hovedkvarter og jeg var derfor alene de først par timer. Det var helt fint for så kunne jeg få læst lidt op på skole og tage en lille morfar, tidsforskellen til DK er 3 timer så jetlag er minimalt. Dog havde jeg været oppe kl. 04 for at tage toget til København, så en lille lur var tiltrængt. Ydermere, fik jeg handlet lidt ind i det lokale supermarked, Pilersuisoq.

Klokken 18 hentede jeg Benedikte i lufthavnen og fik også hilst på hendes kollegaer. Dejligt at se hende igen.

Lørdag kørte vi til Russell gletsjeren og så den. Derefter kørte vi ud til Indlandsisen. Turen derud er via bygdens længste “vej” som er 35 km lang. Enligt mere en grusvej med sne og is. Grundet de enorme afstande heroppe har de ikke mange veje, kun dem der er i byerne / bygderne. Der er meget få veje der forbinder to byer, der er simpelthen for langt. Enkelte steder er der ATV / Snescooter spor som forbinder, som for eksemplet til den nærmeste by, Sisimiut, som er forbundet med et 180km langt ATV spor.

Russell gletsjeren er en udstikker af indlandsisen, og ender lige nu i en frossen sø. Herfra vokser den sig langsomt større om vinteren ved at “opsluge” isen og vandet fra søen. Dette skaber nogle utroligt flotte issøjler der stikker ud af isen. Vi mødte tilfældigvis en guide der var ude med et par og han viste os vej helt ind i gletsjeren. Isen larmer utroligt meget når den ligger og “arbejde” hvilket resultere i høje knirken og knagen, ikke så betrykkende når man går ved og på den men det var helt sikkert. Det sagde guiden ihverfald.

Herfra kørte vi videre mod Indlandsisen. Når man første gang får øje på Indlandsisen tror man næsten at man ser syner. Indlandsisen dækker mere end 1.726.400 kvadratkilometer af Grønlands areal, svarende til omkring 80%. Nogle steder er isen over 3 kilometer tyk.

Min første tanke, efter at have samlet min kæbe og fra jorden, var at det måtte være nogenlunde sådan at is muren i Game of Thrones ville se ud i virkeligheden. Hold da op. Man får allerede øje på isen på køreturen derud, her nærmest vælter isen ud mellem bjergene som en tidevandsbølge på vej ind over landet. Men det er bare is. Bund frossen, solid is hele vejen igennem, der nogle steder tårner højt op over bjergtoppene. Som med så meget andet enestående natur, gør billederne det overhovedet ikke retfærdigt.

Kanger er et af de få steder, hvor man kan komme op oven på isen, så det skulle vi selvfølgelig 🙂 Isen er simpelthen så høj at man ikke kan komme op på den, men her i Kanger er der et “fladere” stykke som fungere lidt som en rampe, kombineret med de omkringliggende bjerge, gør det det muligt at komme derop. For at kunne gå oven på isen skulle vi have “spikes” på, forstil dig snekæder bare til dine støvler. Og så gik vi ellers i gang med at bestige Indlandsisen. Ligesom ved Russell gletsjeren er isen fuldstændig turkis blå og nærmest gennemsigtig, næsten lidt uhyggeligt at gå på.

Fra toppen af indlandsisen strækker den sig altopslugende og uendeligt ud i horisonten. Der er simpelthen ikke andet at se end blå is og en sjælden bjergspids der titter op. Utroligt.

Søndag kørte vi i “vores” toyota hilux ud til Havnen, hvor de store skibe ligger til om Sommeren og levere alle de livsnødvendige ressourcer til bygden. Derefter kørte vi ud i øvelsesterrænet, hvor vi gik en lang tur. På vejen så vi også et gammelt amerikansk observatorie og en radar station og en masse smuk natur.

De sidste par dage (Mandag-Onsdag) har Benedikte været på arbejde, 0730-1500, så der har jeg fået læst en del. Hvilket var rigtig tiltrængt. Om eftermiddagen har vi været på små ekspeditioner, hvor vi bl.a har besteget Sugar Loaf og Black Ridge, set DMI’s vejr station der ligger på toppen af et af bjergene, set drikkevandssøen og den lokale roklub (ikke at de roer meget for tiden). Vi har spist torsk, været til crossfit med den lokale crossfit klub og bare nydt at være sammen igen.

I dag er det påske Torsdag, vi har lige spist hjemmebagte boller og har et rugbrød i ovnene. Vi har planlagt at holde en mini påskefrokost i aften for os selv, når nu vi ikke er hjemme med vores familier.

Jeg tager flyveren hjem til DK igen d. 1 April, så jeg har lige et par dage heroppe endnu. Jeg håber, at vi når at se nordlys inden jeg tager hjem. Det kunne været fedt. Og ellers må jeg jo komme igen, det er ihverfald endnu en god grund til at tage et “smut” fordi Kangerlussuaq senere på året. Den virkelige årsag behøver jeg vidst ikke at nævne.

Det var alt for nu. Måske kommer der et lille opslag senere på ugen, måske ikke. Det vil tiden vise.

Alt godt og Takussaagut!